Lad din simremad stå ved den rigtige temperatur
Simremad er fantastisk; det smager, som om du har brugt evigheder på at lave mad, men i virkeligheden har du blot kombineret nogle råvarer i en gryde og ladet tiden klare resten.
Hvad er simremad?
Simremad kan også kaldes gryderetter, braisering, langtidstilberedning eller simreretter. De består typisk af kød, grøntsager, væske, krydderier og andre smagsgivere, som får lov til at tilberede over lang tid.
Dette gør, at kødet bliver mørt, og grøntsagerne koger lidt ud, mens alle smagene udvikler sig og koger sammen. Simremad har fået sit navn, fordi det skal stå i lang tid og simre lige omkring kogepunktet. Dette gør, at kødet bliver mørt og saftigt.
En temperaturstyret gryde er et godt redskab at have, når du laver simremad. Temperaturstyringen gør det nemt at kontrollere temperaturen præcist, så simremaden ikke bliver for varm og risikerer at brænde på eller koge over.
Den bliver heller ikke for kold, så madlavningen tager for lang tid. Når temperaturen er indstillet, holdes den konstant under hele madlavningen, uden at du behøver at gå og skrue op eller ned for gryden.

Kød, der egner sig godt til simremad
Det fantastiske ved simreretter er, at de er perfekte til at bruge nogle af de lidt billigere kødudskæringer, hvor kødet har et højt indhold af bindevæv.
Bindevæv gør kødet sejt, hvis det tilberedes hurtigt, men hvis det får lov til at langtidstilberede, bliver det mørt og lækkert. Den lange tilberedning nedbryder nemlig bindevævet og gør kødet mørt.
Oftest har kødstykker med meget bindevæv også mere smag end andre kødstykker, så det er absolut værd at sætte en god simreret over i weekenden eller når du arbejder hjemmefra.
Hvilke kødudskæringer er gode til simremad?
Indholdet af bindevæv er højest i de muskler, der bruges mest. Derfor har udskæringer som bryst, nakke, skank, bov og kæber et højt indhold af bindevæv.
Oksehaler har også et højt indhold af bindevæv og er derfor også velegnede til simremad, da stykkerne ved en kort tilberedning ellers vil være seje.

Gode grøntsager til simremad
Der er mange grøntsager, der egner sig godt til god gammeldags dansk simremad, især de mere robuste efterårs- og vintergrøntsager. Vi tænker her på rodfrugter, græskar, kartofler, løg og porrer.
Svampe er også velegnede, da de tilføjer god smag og dybde uden at koge ud, som nogle rodfrugter og græskar har tendens til.
Tomater, peberfrugter og bælgfrugter som bønner og kikærter er også velegnede. Ved at vælge disse grøntsager skaber du en helt anden smagsoplevelse sammenlignet med f.eks. kartofler og andre rodfrugter.
Disse grøntsager og bælgfrugter bliver nemlig brugt meget i mad fra middelhavsområdet og mellemøstlige retter, så din simreret vil smage mere som retter fra de områder.
Hvilke simreretter findes der?
Der er mange forskellige opskrifter på simreretter. Stort set alle lande har forskellige versioner af simremad, hvor landets madtraditioner og smage har stor indflydelse på retten.
I Danmark har vi klassikere som Skipperlabskovs og Hønsefrikassé, i Italien har de f.eks. Ragu og Osso Bucco, i Frankrig Boeuf Bourguignon og Coq au Vin, i Ungarn finder du Gullasch, i Indien finder du mange forskellige currys, og i Marokko har de en masse forskellige opskrifter på Tagine.
Så simreretter er mangfoldige og ikke bare af en type eller smagsindtryk.
Du kan også sagtens lave vegetarisk simremad, f.eks. en god omgang Chili sin Carne, eller lav vegetariske versioner af nogle af de andre klassiske simreretter, hvor du erstatter kødet med linser, kikærter, bønner eller svampe.
En vegetarisk version af Boeuf Bourguignon, hvor du erstatter kødet med svampe, er absolut ikke at rynke på næsen af.

Opskrift på en god simreret - Gullash
Gullasch er en klassisk ungarsk gryderet, der i Danmark er gået hen og blevet til Gullash. Udover navnet er den ungarske ret sikkert også blevet fordansket på andre måder gennem årene. Det ændrer dog ikke på, at det er en skøn gryderet.
Vi har lavet vores egen version af klassikeren, som består af oksebov i tern, der blandt andet får lov til at stå og simre sammen med løg, gulerødder, stødt sød paprika og hakkede tomater i 2½ time ved 105 ºC.
I vores version tilsættes der kartofler efter 2 timers simretid, men du kan også undlade kartoflerne og servere gryderetten med ris, pasta, kartoffelmos eller grøntsagsmos.
Du finder opskriften på Gullash her, og i videoen herunder kan du se, hvordan man laver den.
